
Villa La Pensée - Les Issambres
En lille times kørsel (65km) sydvest for Nice
ligger Les Issambres - midt mellem Sainte Maxime og Fréjus/Saint Raphaël.
Les Issambres er et langstrakt let bebygget
område på 8 km som smyger sig langs Route Nationale 98 - nu omdøbt til D 559 - og breder sig op ad
bjergsiderne til den ene side og direkte ned til Middelhavet til den anden. Les Issambres har en bykerne, der hedder San Peire, hvor man finder charmerende caféer, mange
restauranter, fine indkøbsfaciliteter, marked (hver mandag formiddag), turistkontor, apotek, posthus, rådhus,
m.m. Og naturligvis er der også - i forbindelse med lystbådehavnen - færger med
ture til Saint Tropez og andre steder.
Kyststrækningen byder på en variation af
store og små badestrande, både sandstrande og klippe/stenstrande med undersøiske rev, der lokker med
fantastisk rigt liv af fisk og planter m.m. Ideelt til snorkling eller dykning.
I baglandet ligger et meget smukt naturområde med mangfoldige muligheder for vandreture ad store net af vandrestier. Der er et utal af golfbaner og vingårde i området.
![]()